PER BLOCH

Jeg tror at det med at skrive og spille musik startede på mit kælderværelse i Roskilde i 90’erne. Når jeg stod op på værelset og kiggede ud var jeg i øjenhøjde med græsset uden for. Jeg tegnede, lyttede, skrev, nynnede, spillede guitar, optog lyde på min båndoptager og senere computer og så en dag begyndte jeg at gøre det på scener. Først med kopibands og siden med ord og musik jeg selv havde skabt. Jeg tænkte ikke rigtig over genrer eller målgrupper – var selv optaget af alt muligt på tværs af genrer, kunstarter, verdensdele og sprog. Det hele var jo én oplevelse og én sansning, så hvorfor tænke i kasser eller konventioner?

Sådan blev mit virke til og jeg udgav min debut Kollektion i 2009. Med digte, noveller, fotografi, skriblerier og 13 musiknumre samlet i én bog.

Imens jeg var ved at lave mit andet album, Mezzosphere, var jeg seks uger i Athen og deltog i en yoga-workshop på græsk. Da jeg gik derfra havde jeg lært ‘indånding’ og ‘udånding’ på græsk og et par andre ord. Jeg skrev dem ned, blandet med dansk, og det blev til et digt, som jeg fik oversat til græsk. På Det Danske Institut i Athen, hvor jeg boede, havde de et flygel og da jeg ikke spiller klaver eller græsk, tænkte jeg, at det var oplagt at skrive en sang på græsk ved flygelet. Det blev til sangen Eleftheria – den første sang på et sprog jeg ikke taler. Og det blev åbningen til mit Kokoro-album, der udkom i 2016 med 8 kærlighedssange på 8 forskellige sprog. Jeg følte at jeg havde fundet min måde at lave musik på. En helt særlig proces der kombinerede sprognysgerrighed, mennesker og musikalitet.

Det var en metode som krævede at jeg gjorde mig umage – noget svært eller umuligt. At lære at udtale og synge græsk, spansk, islandsk, arabisk, grønlandsk … Og det har siden været nøglen til de ting jeg laver. Det skal kræve umage og samarbejde og forskellige kunstformer. Krydse grænser – kulturelle eller sproglige – og fag. Det har blandt andet ført til en duet med Suzanne Brøgger, Queen of Hearts, samtalekoncerter med Lone Frank og et vinyl-album-cover skabt med tekstilproducenten Kvadrat, som vandt en designpris.

Min romandebut, Ti, tyve, tredive, udkom i 2013 på C&K Forlag. Den udkom samtidig med albummet Mezzosphere og så kunne vi jo lige så godt kombinere de to udgivelser i vores koncerter. Det førte til hybridkoncerter i Københavns Domkirke, SPOT, Operaen og senere til koncerter i ind- og udland med Kokoro, som vi indtil videre har spillet i Grønland, Grækenland og Danmark. Og så præsentationer af mit kunstneriske virke i bl.a. Norden, Frankrig, Indien og Grækenland.

I 2019 flyttede jeg til Grønland for at arbejde for Nordisk Ministerråd. I løbet af mine 2,5 år skrev jeg en børnebog og et spoken word-album, forsøgte at lære grønlandsk, skrev en kronik i Politiken, kørte på hundeslæde og spiste virkelig meget rød- og hellefisk. Jeg forsøgte at koge årene ned til et album skabt med grønlandske kunstnere. Panneq betyder ‘rentyr’ på grønlandsk og var min møde at sige tak til landet på. På grønlandsk, for man siger tak på det sprog, som dem man gerne vil takke taler.

Det ligner muligvis et kludetæppe med mange retninger og viljer, men for mig handler det grundlæggende om at give livet udtryk. At bruge ord og lyde til at prøve at forstå verden og andre mennesker. Bruge det at skabe sammen som en måde at lære hinanden at kende på. Jeg er optaget af menneskers forhold og kampe, som jeg undersøger med surrealistiske og sanselige greb, for at lirke kighuller ind i det svære og særlige, der udgør livet.