PER BLOCH
ROSA
I AL SLAGS
LYS
NY ROMAN MED LYDVÆRKER OG ILLUSTRATIONER
Bogen indeholder fem QR-koder, som leder til lydværker skabt af forfatteren med gæsteinstrumentalister. Lydværkerne er blevet til med udgangspunkt i fortællingen og er tænkt som stemningskulisse til læsningen eller som lydspor til den virkelige verden.
Lukas siger, at alle hans kærester har heddet Rosa. Nu står han med fingeren på ringeklokken hos pigen, han mødte på stranden, som har vist sig at have samme navn. Rosa og Lukas hvirvles hurtigt ind i en lyserød forelskelse. Da forholdet begynder at slå revner, gør Lukas’ verden det samme, ligesom virkelighed og fantasi begynder at flyde sammen.
Rosa i al slags lys er en roman om forelskelse, død og begær. En fortælling om længslen efter den store kærlighed, om frygten for følelser og om at tabe sig selv i jagten på at passe ind i familie- og mandeidealer.
En krakeleret og poetisk tour de force om drømmen om at høre til og sammen med nogen. For hvordan kan man lære både at finde og at miste – og at leve med begge dele?
Bogen er illustreret af Christian Skovgaard og lydværkerne er skabt af Per Bloch sammen med Sandra Sohn, Angunnguaq Larsen, Edris Qasimi, Peter Morrison og Mikkel Engel Gemzøe.
Per Bloch har et passioneret forhold til nyvasket sengetøj, tegneserier, Bjørn Wiinblad-keramik, ananasost med nødder, at lære nye sprog, LEGO, græsk film, japansk te, indisk dans, ristet hotdog og yoga.
Han er vild med surrealistiske scenarier, fortællinger om hverdagens superhelte og lykkelige slutninger. Derudover er han storebror til tre søstre, hans yndlingsfarve er blå, stjernetegnet er tyr, blodtypen er B rhesus positiv og hans kæreste hedder Rosa til mellemnavn, men det har intet med sagen at gøre.